torsdag den 23. september 2010

Jeg er så stolt af mig selv...


...og det er min mand også.

Jeg har fået færdigstrikket min aller første trøje!

Det lyder måske ikke af så meget, en enkelt trøje, men når jeg må erkende, at jeg for nu ca. 6 år siden, gik igang med min første striktrøje, så er det da stort. Faktisk er jeg gået igang med flere trøjer i de 6 år, men de er aldrig blevet til mere end et forstykke, og så et halvt bagstykke, så er jeg kørt træt i det. Sikkert fordi jeg var gået igang med for ambitiøse projekter, med striber og alt for mange dikkedarer.

Faktisk mangler jeg fx. kun at strikke ærmerne på en trøje til min lille nevø. Den gik jeg igang med da han blev født, og han er lige fyldt 3 år...mon den nogensinde blir færdig?

Men nu har jeg altså fået strikket en hel trøje til Liva, har fået kantet den, sat knapper i og det hele. Frøkenen har ikke brokket sig over at få den på, min mand synes det er flot at jeg endeligt har fået en færdig, og jeg er pavestolt!

Jeg skulle åbenbart bare finde det rigtige mønster, og det var det gammeldags vendestrik. Jeg brugte Hanne Meedoms bog, "Vendestrik", som bestemt kan anbefales. Mønstret var nemt og hurtigt, og fuld af muligheder. Det er bestemt ikke den sidste vendetrøje jeg har strikket.